Trolden Hans Hulehånd, Odense

Dagens mission var, at finde trolden Hans hulhånd i Odense også selv om jeg sidder i kørestol

Den 4. maj 2022 lokkede jeg min ledsager med på en ny ekskursion til Odense og målet var Trolden Hans Hulhånd. Det eneste vi vidste var, at han boede i skoven ved Stige Ø.

Velkommen til min blog om Livet som handikappet på godt og ondt og min store passion om, at komme ud i naturen uanset hvilken udfordringer der måtte være. Udfordringerne er med til, at gøre livet spændende og jeg kan hvad jeg vil, næsten da. Nogen gange går det ikke helt som planlagt og turen til trolden er en af disse dag.

Trolden i Odense - Livet som handikappet — Tolden Odense

Hans Hulhånd

Hans Hulhånd er en af Thomas Dambos trolde, som kan findes rundt omkring i Danmark og nogen gange kan de være svære at finde.

Jeg havde i sikkerhed taget både min el-kørestol og min manuelle stol med til Odense, fordi min mavefornemmelse sagde mig, at det godt kunne blive svært. Men jeg var fast besluttet på, at se ham og med min ledsagers hjælp lykkes det også. Jeg vil dog ikke anbefale turen til andre kørestolsbruger, med mindre de har en lige så sej ledsager som jeg.

Vi startede med, at gå i den forkerte retning, fordi vi var begge overbeviste om, at trolden lå på Stige ø. Efter vi havde ledt længe, besluttede vi os for, at google lidt koordinater og fandt frem til, at vi var gået i den stik modsatte retning. Så vi måtte vende om og gå retur. Vi var ved, at opgive flere gange, men jeg er frygtelige stædig og nu havde jeg besluttet mig for, at jeg ville se ham.

Men det skulle vise sig, at min kørestol voldte problemer.

“Men hvorfor skulle en kørestolsbruger ikke også have lov til, at opleve trolden”
Den holdningen var både min ledsager og jeg ret enige om. Vi er begge to meget ens ang. hvordan vi tænker, så det der med, at udregne evt. fare, findes ikke hos os.

Vi fandt frem til det vi mente var en indgang og der kom første udfordring. Der var en grøft ned og hvad gør man så. Ledsager hopper ned og tjekker om jorden var hård og vi konkluderede ret hurtig, at det var den. Jeg kom ned med meget besvær, men jeg kom ned! Det var først da jeg var landet nede, vi begge udbrød i munden på hinanden “Hvordan får vi el-kørestolen op igen?” Ja det gav til en begyndelse anledning til et grineanfald. Men det siges også, at det er så sundt at grine, men vi hyggede os og vi havde en plan.

Næste problem opstod

Efter jeg var kommet ned besluttede vi os for, at jeg skulle hoppe over i min manuelle stol, fordi vi kunne godt se, at underlaget alligevel var meget blødt. Så for ikke, at grave stolen længere ned, var det nok det bedste. Min ledsager hjalp mig ind mod åbningen til skoven, men så opstod der flere uforudsete problemer. Skoven var et stort krat. Jeg var begyndt, at opgive, men min seje ledsager begyndte at fjerne grene og stammer, og pludselig havde hun banet en vej igennem. Hun løb i forvejen for, at tjekke ud om vi var på rette vej og det var vi. Tænk hvis hendes arbejde havde været forgæves, bare fordi vi altid handler før vi tænker.

Jeg kom helt ind til trolden og aldrig før, havde vi grint og svedt så meget på vores ture. Men vi havde en total hyggelig tur. Jeg kunne dog ikke komme helt over med min stol, men bare det jeg så trolden, var succes nok i sig selv. Så turen gik tilbage til vejen, hvor vi havde efterladt min el-kørestol

Ja og her startede vores nye problem eller nærmere det problem vi havde efterladt.

Vi kom tilbage og måtte konstatere, at min el-kørestol bare sad fast i den bløde jord og uanset hvad vi gjorde gik den ikke fri. Så nu var vi virkelig på den. Jeg kunne kravle op af grøften og op på vejen, mens min ledsager bar min manuelle stol op til mig, som jeg derefter med hendes hjælp kom op i. Men vi havde stadig problem el-kørestol. Vi begyndte, at fortælle hinanden hvor dumme vi havde været og vi jo ikke havde en jordisk chance for, at redde os selv denne gang. Men humøret fejlede intet og vi begyndte bare at grine endnu mere. Til sidste måtte vi erkende, at det her krævede hjælp udfra.

Hjælp måtte skaffes

Min ledsager måtte ud og finde hjælp, men hvor finder man lige hjælp henne ude i en skov på ukendt grund. Jeg var lige som strandet, fordi jeg kunne ikke rigtig forlade min el-kørestol. Heldigvis fandt min ledsager ud af, at der lå en kolonihave få meter der fra, så hun gik igang med, at lede efter mennesker. Hun fandt to stærke mænd, som kom os til undsætning og vi var lykkelige, el-kørestolen var reddet.

Da vi var kommet op og skulle til, at gå tilbage til bilen, stopper en bilist på vejen og spørg “Hvorfor vi ikke havde taget den rigtige vej ind”. Vi kiggede på hinanden og udbrød “SELVFØLGELIG den rigtige vej ind” og så var vi ellers færdige af grin, Tænk hvis vi med det kæmpe arbejde vi havde haft, havde misset den rigtige indgang. Vi kunne næsten ikke klare tanken. Lidt efter fandt vi den rigtige indgang og vi kunne ånde lettet op. Den vej var jeg aldrig kommet igennem med min kørestol, da der var niveau forskelle og trin.

Hele vejen til handikap bussen gik vi og grinede så tårerne trillede – imens min el-kørestol smed alverdens jord af sig, som den havde gemt oppe under min stol. I kan vel næsten godt regne ud, hvordan min bus så ud, da jeg kom hjem. Men det var det hele værd, men vil ikke anbefale turen på nogen måder, for andre der sidder i kørestol.