Målet var endnu engang Svanninge bjerge ved Faaborg. Jeg havde endnu ikke besluttet mig for, at droppe denne rute, fordi hvorfor skulle jeg ikke kunne klare den. Sidste gang jeg var i Svanninge bjerge gik det virkelig galt. Stien var rigtig blød, nærmere betegnet var det et dybt lag grus. Vi kunne ikke se det ved første øjekast, da vi kørte op på stien, og inden vi så os om, sad min elkørestol fast. Det største problem  var, at der var ingen muligheder for, at gøre det store. Til den ene side var der en meget stejl bakke opad, nærmest lodret og til modsatte side, gik det nærmest lodret nedad. Vi var så meget på den og min ledsager og jeg kunne på ingen måder se os ud af det. Ude i det fjerne kom der en stor gruppe vandre i mod os og så hvilken situation vi var landet i og inden jeg så mig om, havde de befriet mig og min kørestol. Så dette måtte bare ikke ske igen. Så med is i maven tog jeg igen min ledsager med til Svanninge bjerge og denne gang lykkes det.

Min ledsager og jeg havde fundet en anden vej ind til Svanninge bjerge. Vi vidste ikke da turen begyndte om det nogen sinde ville lykkes, men jeg er frygtelig stadig, men jeg ville ind og se de vilde heste.

Vi forsøgte at komme ind ved flere af lågerne indtil området, men det var fysisk umuligt i en kørest0l. Der var højekanter og smalle låger, så vi måtte gå hele vejen udenom området for, at lede efter en egnet indgang. 

Terrænet

Underlaget var ikke det mest fantastiske, at kører på, da der var mange ujævne områder, hvor jeg måtte køre på skrå. Efter lang tids søgen fandt vi hen til dyrehegnet og tænkte straks “åh nej” det kommer jeg da aldrig over med min stol. Men der var kun et af gøre og det var, at prøve. Jeg kørte ud over dyrehegnet og jeg kørte heldigvis over uden problemer og derefter var jeg inde på selve området.

Magisk øjeblik

Lykken ville ingen ende tage. Selve området er stort og resten af stien da vi var kommet ind, var en god grussti med et godt fast underlag, som var nemt af kører på. Lige pludselig da vi mindst ventede det, blev vi omringet af alle de vilde heste. Normalt kommer de aldrig så tæt på, men de var frygtelige nysgerrige på min hund og min kørestol. Vi stod længe og snakkede med dem og da vores fascination til hestene havde lagt sig, kom vi til at kigge op og alle de vilde køer var også kommet til og stod bag os. Det var en helt magisk scene og min hund snakkede stille og roligt med dem alle. Et smukt øjeblik i den dejlige sommersol. 

Efter nogen tid gik vi videre rundt for, at se om vi kunne komme hele vejen rundt og det kunne vi. Vi var total høje bagefter, fordi vi havde klaret den rute, vi aldrig havde troet ville lykkes. 

Forholdene

Der er en okay p-plads til området. Det er ikke en handicapplads, men en grusparkeringsplads med fast underlag, så man kan nemt få rampen ned. Der er ingen handicaptoiletter i nærheden fra den indgang vi tog. De lå dog på den modsatte side, den side hvor alt gik galt. Men kender man området, kan man nemt finde der om med bussen. Ved den side hvor toiletter er, er der også en god stor parkeringsplads med et godt underlag. 

Området kan jeg godt anbefale, men man skal kigge sig rigtig godt for, da det er et meget kuperet terræn, med meget skriftende underlag. Man skal også vide på forhånd, hvilken rute man skal tage, så man ikke komme ud for samme dumme situation, som jeg gjorde første gang.  

Det er et virkelig smukt område, som på få minutter kan blive helt magisk. Det er en rute jeg elsker og som jeg har taget flere gange, men jeg kender også terrænet nu og tør godt.